Det er godt at revidere sine donationsmuligheder på hjemmesiden løbende. Derfor har vi lavet en guide til, hvordan du undersøger, om din hjemmeside er skræddersyet til donationer – eller om der er noget, du kan ændre for at få flere donationer.
De tre forudsætninger for donationer
Undersøgelser viser, at den største vækst i donationer foregår online gennem emailkampagner, sociale medier og en hjemmeside, som fokuserer på at drive donationer. Væksten kommer dog ikke af sig selv. Der er tre parametre, som skal være på plads, før en donation finder sted.
For at givere donerer, kræver det at de har:
- Motivationen
Dine besøgende skal forstå, hvorfor det er vigtigt, at de donerer til din sag: Hvordan kan deres donation gøre en forskel? Hjælp dem se, hvordan de kan gøre en forskel ved at støtte din organisation. - Muligheden
Når du har vækket motivationen hos dine besøgende, skal de præsenteres for muligheden for at donere. - Evnen
Gør donationsprocessen så let, intuitiv og bredt favnende, at flest muligt kan komme igennem med den donation, de gerne vil give, i det øjeblik de vil give den. Sørg for at kræve mindst muligt af dine potentielle donorer, når de er klar til at give en donation.
Det er dit ansvar, at disse forudsætninger er på plads: Forvent ikke, at dine besøgende i forvejen er motiverede, når de ankommer til din hjemmeside, forvent ikke, at de leder efter en donationsmulighed, og sørg for at sænke den tekniske barriere mest muligt.
Hvordan gør du så det i praksis? Vi har samlet fem genveje til at få flere digitale donationer.
1. Spørg om donation, når motivationen er størst
Vi anbefaler, at muligheden for at støtte altid er synlig på din hjemmeside, lige meget hvor man befinder sig. Det kan være i form af en synlig støt-knap i din hjemmesides hovedmenu.
Det er dog vigtigt at understrege, at det ikke er nok i sig selv. Det er en almindelig misforståelse, at det er nok at have en donationsknap. En knap overbeviser ikke nogen, men appellerer kun til dem, der allerede har besluttet sig for at donere.
Derfor er det vigtigt, at du indsætter donationsappeller andre steder på din hjemmeside i form af fx et banner eller en pop-over. Her kan du også benytte dig af, at du kan vinkle donationsappellen, så den passer til den kontekst, den er indlejret i.
Det, der motiverer til at give, er en god fortælling om, hvorfor man skal hjælpe – ikke en generisk appel eller knap.
Tip: Målret donationsappeller i artikler og blogindlæg
Spørg om donationer undervejs i blogindlæg og artikler, lige når læseren er mest motiveret. Pitch gerne donationsmuligheden, så den har samme vinkel som artiklen – og send gerne dine givere til en formular med forudfyldt formål og beløb, som passer til dit pitch.
2. Spørg, så det ikke kan overhøres
Det er ikke nok, at muligheden for at donere findes på din side, hvis den ikke påkalder sig dine besøgendes opmærksomhed. Marker derfor sidens støttemuligheder med markante farver, og giv dem plads og opmærksomhed tidligt på siden.
Hvis dit mål er flere donationer, så skal donationsappellen være den mest dominerende appel – ikke tilmelding til nyhedsbrev eller andet.
Tip: Gør donationsappellen til en del af sidens faste indhold
Sliders kan være gode til at give en følelse af dynamik, men forskning viser, at sliders ikke er så gode til at skabe handling. Indholdet er for hurtigt væk igen. Det kræver et ualmindeligt højt motivationsniveau at give sig til at klikke tilbage for at finde donationsmuligheden, som netop er gledet forbi. Det vil de fleste ikke gøre.
Vi anbefaler derfor, at du indlejrer donationsappellen som en del af sidens faste indhold.
Undgå at lede dine givere af snørklede stier, men tænk i stedet trafikken på din hjemmeside som en motorvej til donationer.
3. Hjælp dine dovne givere: Gør donationsruten til en motorvej
Når man lander på jeres hjemmeside – på forsiden, på en underside, i en artikel eller en nyhed – hvor mange gange skal man så klikke for at få lov at donere? Hvor meget skal man scrolle? Hvor mange informationer skal man af med?
Jo nemmere det er at få lov at donere, jo flere donationer vil I få. Der skal med andre ord være så kort som muligt fra intention til handling.
I stedet for at lede dine givere ad snørklede stier, så tænk ruten til at donere som en motorvej: effektiv og ensrettet.
Gør vejen til donationssiden så simpel som muligt, og sørg for ikke at distrahere dine givere, mens de er ved at lave en donation. Der skal være mindst muligt støj på donationssiden. Det kan været fint med en lille smule tekst, som bekræfter giveren i, at de er ved at gøre noget godt, så længe den ikke distraherer. Overvej, om teksten kan stilles op i punktform, som de besøgende hurtigt kan skimme – og husk aldrig at lede folk ud af støtte-siden med links.
Foregrib ubeslutsomhed og rastløshed ved at sikre, at der er mindst muligt, giveren skal tage stilling til. Foreslå fx et beløb (“De fleste giver 100 kr.”), og sørg for, at der kun er én logisk vej gennem donationsflowet, at felter valideres løbende, og at støt-knappen er stor.
Desuden anbefaler vi, at du spørger om så lidt information som muligt i donationsformularen, så givere ikke mister tålmodigheden eller begynder at undre sig over, hvad I skal med al den data, og om det nu også er trygt at oplyse den. Spørg derfor kun om de oplysninger, som er absolut nødvendige nu og her.
Tip: Byg en dedikeret, mobiloptimeret landingpage
Selvom din formular står snorlige, så kan den være svær at finde, hvis den er sat ind på en helt almindelig side på din hjemmeside – især for de besøgende, som tilgår jeres hjemmeside fra mobilen.
Inden man har scrollet forbi:
Logo
Tagline
Topmenu
Stort, flot billede
Overskrift
Introtekst
zZzzZzzZ…
zZzzZzzZ…
… så er man måske allerede videre, før man når til formularen.
Når du laver en dedikeret landingpage, kan du nøjes med de elementer, som løfter donationsflowet, og rense siden for dem, der står i vejen – uden i øvrigt at pille ved resten af hjemmesidens design og struktur.
Bonustip: Sluk for støjen – sluk for pop-up-formularer
Det er altødelæggende for dine kampagner, hvis der dukker en urelateret pop-up formular op på donationssiderne. Du skal derfor sikre dig, at der ikke dukker en brugeranalyse eller en nyhedsbrevstilmelding op på dine støttesider.
4. Vis, at din organisation er troværdig
Øget politisk fokus på fraud, donationsfusk og datasikkerhed kan forventes at gøre dine givere og medlemmer mere forsigtige, når de er i færd med at foretage en digital betaling. Det er en tendens, som stiller nye krav til velgørende organisationers troværdighed.
Det er afgørende, at I viser, at I er en tryg organisation at donere til.
Skilt derfor gerne med medlemskab af ISOBRO og godkendelser fra Indsamlingsnævnet og Skat på jeres donationsside, og vær tydelig om, at I passer godt på jeres giveres data.
Sørg desuden for, at I har:
- En korrekt, enkel og lovlig cookie-vælger på landingpagen
- Tydelige kontaktinfo på jeres organisation
- Link til privatlivspolitik
- SSL-kryptering på hjemmesiden (du kan se det ved at der står https:// foran hjemmesidens URL-adresse).
Sørg i øvrigt for, at I altid lever op til de indsamlingsetiske retningslinjer.
Et øget fokus på donationsfusk og datasikkerhed gør det ekstra vigtigt at vise, at I er en tryg organisation at donere til.[/caption]
Tip: Vær genkendelig og forudsigelig
Den bedste måde at overkomme den øgede forsigtighed er med forudsigelighed. Vi anbefaler derfor, at du holder dig til kendte betalingsmidler og lader være med at presse nye betalingsmidler ned over hovedet på dine givere, før de har nået en vis udbredelse.
Indlejr din donationsformular på din egen hjemmeside, og sørg for, at din formular har samme design som resten af hjemmesiden. Link ikke givere ud af siden til en ekstern betalingsside. Det kan meget vel risikere at gøre potentielle givere mistænkelige.
5. Sænk den tekniske barriere
Måske tænker du, at det ikke er dit ansvar, hvilke evner dine besøgende har – om de er gode til IT eller har penge på kontoen. Det er rigtigt, men det er i den grad dit ansvar og i din interesse at sikre, at flest muligt kan komme af med den donation, de gerne vil give, i det øjeblik de vil give den.
Donationsprocessen skal derfor være så let, intuitiv og bredt favnende som muligt.
Ved at tilbyde valgfrihed i betalingsmidler kan du sikre, at givere kan komme af med en donation, selv hvis de ikke lige kan finde deres betalingskort, eller hvis deres telefon er gået ud.
Det er også vigtigt at formularen er responsiv, lækker og god at bruge på en mobiltelefon (tastaturet skal automatisk skifte til tal osv.).
Tip: Brug et donationsværktøj – ikke en webshop
Det virker bare underligt at sidde og lægge hundredekronesedler i indkøbskurven, “gå til kasse” osv., når man er ved at give en donation.
Det er også unødigt besværligt og kræver typisk mange klik: man skal finde vej til en indkøbskurv, og man skal typisk svare på unødige og ofte misvisende spørgsmål om (leverings)adresse mm.
Med minde du faktisk er ved at sælge noget, anbefaler vi derfor, at du benytter dig af et dedikeret donationsværktøj – i stedet for en webshop – så ordlyden stemmer overens med den handling, giveren faktisk er ved at udføre.
Få flere donationer til at blive endnu flere
Hvis du gennemgår din hjemmeside med ovenstående gode råd for øje, er du godt på vej til at få flere donationer. Og hvorfor ikke også få dine donationer til at formere sig? Giv mulighed for at dele sin gode gerning på de sociale medier – og gør det på en måde, som rent faktisk giver lyst til at gøre dele.
En knap, der hedder “Del på Facebook”, får ikke nogen til at dele indhold: man kan ikke mekanisere sociale medier. Sig i stedet tak på en måde, som er relationsskabende, og pitch en deling: Hjælp jeres nye givere med at forestille sig, hvordan en deling kan se ud. Husk altid at lave en unik landingpage, hvor giveren kommer hen når de har foretaget deres donation.
Hvis I gerne vil optimere jeres donationsflows, eller tage imod flere betalingsmidler, så står vi i Fundraisingbureauet klar til at hjælpe. Tag kontakt, og fortæl os, hvad du ønsker vores hjælp til.