Irene Harbo fra Naturfonden

Hvad var det allerførste, du fundraisede til?

Jeg har været spejder i mange år, og det var da også her, jeg havde mit første møde med fundraising. Jeg husker især et år, hvor vi samlede ind til Kosovo. Vi stod nede på torvet i Jyderup, hvor jeg er vokset op, og så kunne folk komme og donere tæpper og soveposer.

Det var meget konkret at se den store trailer blive fyldt op og tænke på, at den skulle køres til Kosovo, hvor andre børn kunne få gavn af donationerne. Jeg husker det som hyggeligt og sjovt at tale med de mennesker, der kom og afleverede ting.

Mine forældre har altid lavet meget frivilligt arbejde, og flere af mine familiemedlemmer arbejder i ngo-branchen, så det har altid været helt naturligt for mig, at man hjalp dem, der har mindre end en selv.


Hvordan gik det til, at du kom til at arbejde fuldtid med fundraising?

Da jeg som barn samlede soveposer ind til Kosovo, var det Folkekirkens Nødhjælp, som stod bag. Pudsigt nok var det i receptionen hos netop Folkekirkens Nødhjælp, at jeg ti år senere fik mit første studiejob. Senere kom jeg ind i deres kampagneafdeling, hvor jeg bl.a. var med til at lave deres landsindsamling, og da jeg blev færdiguddannet fik jeg job hos Læger Uden Grænser med deres første landsindsamling.
Mine forældre har altid lavet meget frivilligt arbejde og flere af mine familiemedlemmer arbejder i ngo-branchen, så det har altid været helt naturligt for mig, at man hjalp dem, der har mindre end en selv. Da jeg så kom indenfor i Folkekirkens Nødhjælp og så, hvilken forskel arbejdet gjorde, blev det bare endnu mere tydeligt, at det var den vej, jeg gerne ville gå.

Hvordan er det forskelligt at arbejde som fundraiser i en dansk organisation og en international hjælpeorganisation, hvor programarbejdet geografisk er langt væk?

Selvfølgelig gør det en forskel, at jeg i Naturfonden kan tage ud og se de steder, hvor de midler, som jeg er med til at indsamle, gør en forskel. Her under Corona-krisen er vi blevet meget mere opmærksomme på, hvor vigtig naturen er, og det er jo, fordi vi har været mere ude i den. Det gør helt sikkert kommunikationen meget mere konkret og tilgængelig, og det er mega fedt.

Når det er sagt, så har både Læger Uden Grænser og Naturfonden en ekstrem høj grad af gennemsigtighed og en utroligt klar kommunikation om, hvordan vi bruger de indsamlede midler, til fælles. På den måde har jeg ikke oplevet den store forskel.

Vi havde en ret god ro i maven, da vi nåede til showet, fordi vi vidste, at alt, hvad vi kunne forberede, var forberedt.

Hvad var den største udfordring ved at lave en TV-indsamling for første gang?

Den største udfordring har ligget i uvisheden – at vi ikke rigtig vidste, hvad vi gik ind til. Ingen af os havde prøvet noget lignende før. For mig har den største udfordring derfor været at droppe bekymringerne om, hvad der kunne gå galt. 

Mikkel Krüger, Puk Elgård og formand for Den Danske Naturfond Bengt Holst ved indsamlingsshowet Danmark Redder Jord, som blev sendt på TV2 d. 23. maj 2021. Fotograf: Lars E. Andreasen.

Hvordan holdt I hovedet koldt med de mange bevægelige dele, der skulle på plads inden showet?

Det korte svar er: Excel, excel og rigtig meget excel. Vi havde virkelig mange opgave-ark, oversigter og tidsplaner.

I samarbejde med vores leverandører fik vi lavet de tekniske løsninger i ret god tid, hvilket betød, at vi havde god tid til at teste alle elementer fra hjemmeside til betalingsløsninger. Vi lavede back up-planer for alt, hvad der kunne laves back up-planer for. Det betød, at vi havde en ret god ro i maven, da vi nåede til showet, fordi vi vidste, at alt, hvad vi kunne forberede, var forberedt.

Hvad har TV-indsamlingen lært jer om jeres givere?

Vi har fundet ud af, at vi har at gøre med et område, der interesserer rigtig mange mennesker. Vi kan godt udvide vores målgruppe og nå bredere ud.

Vi har også lært meget om virksomhedssamarbejder. Der har været rigtig mange virksomheder, der har involveret sig og har haft lyst til at støtte. Det har helt sikkert lagt et frø til fremtidige samarbejder.

Jeg er en meget spontan donor. Hvis jeg ser en kampagne, som får mig til at tænke “dét kan simpelthen ikke være rigtigt”, så er der ikke så langt fra tanke til handling.

Hvilket godt råd ville du give til en anden organisation, der står over for at skulle lave en TV-indsamling for første gang?

Hvis man er en lille organisation, som vi er, tror jeg, at nøglen til succes er at sætte et stærkt hold og vælge de rigtige samarbejdspartnere og leverandører.

Det er vigtigt at omgive sig med nogle, der også har lyst til at tage et ansvar for, at man kommer i mål. Især på den tekniske del har det været noget, vi havde fokus på fra start af, og jeg tror i højeste grad at det har været grunden til, at vi kom i mål, som vi gjorde.

Hvad er afgørende for, at du selv vælger at støtte en organisation?

Jeg er en meget spontan donor. Hvis jeg ser en kampagne, som får mig til at tænke “dét kan simpelthen ikke være rigtigt”, så er der ikke så langt fra tanke til handling. Jeg donerer, når jeg ser et budskab, der går lige i hjertet og vækker min indignation.

Hvordan vil du gerne selv betale dine donationer?

Når jeg først bliver ramt på indignationen, så er det fuldstændig lige meget. Det betyder ikke noget for mig.

Hvordan forestiller du dig fremtidens digitale fundraising? Hvilke udfordringer, muligheder, dagsordener, tror du, vil få særlig stor betydning for dit arbejde?

Vi ser jo mange begrænsninger i annoncering og tracking for tiden, som påvirker vores arbejde i virkelig høj grad og giver nogle kæmpestore udfordringer. Jeg synes derfor, det kunne være interessant at se, hvordan det digitale og fysiske kan gå mere hånd i hånd.

Naturfonden har indtil nu kørt rent digital fundraising, fordi vi er så nye, som vi er. Det kunne være interessant at undersøge, om der er nogle af de mere traditionelle fundraising-metoder, der kunne skabe synergi med de ting, vi har gjort indtil nu.

Kender du en, der bør læse denne artikel?

Del på LinkedIn
Send den i en e-mail

Hold dig opdateret

 Vil du have nyheder, inspiration og viden om digital fundraising direkte i din indbakke?
Så bliv en del af fundraisingholdet og modtag vores nyhedsbrev. 

Du kan forvente nyt i indbakken en gang om måneden, og du kan altid afmelde dig via link i mail. Vi målretter indholdet af nyhedsbrevet baseret på dit kundeforhold, email- og webadfærd og deltagelse i events. Læs mere i vores privatlivspolitik.

Hvor digitalt modne er I?

Hvilke løsninger bruger andre velgørende organisationer?
Det har vi undersøgt!

Få den digitale modenhedsanalyse og bliv klogere på, hvilke løsninger de andre bruger. Hvad udfordrer, når vi tager de digitale briller på?

Du tilmeldes samtidig vores nyhedsbrev, så du også fremover kan holde dig opdateret på de nyeste trends og tendenser inden for fundraising. 

Vi målretter indholdet af nyhedsbrevet baseret på dit kundeforhold, email- og webadfærd og deltagelse i events. Læs mere i vores
Privatlivspolitik