Skal du vælge nyt CMS?

Er du i tvivl om WordPress, Umbraco eller Drupal er det rigtige for dig? Få gode råd til at vælge det rigtige CMS her.

Skal du til at bygge ny hjemmeside og dermed vælge nyt CMS?

For de fleste organisationer, foreninger og politiskepariter er hjemmesiden ansigtet udadtil. Det er her, vi kommunikerer med potentielle medlemmer og støtter, modtager donationer og fortæller om resultater. 

En god hjemmeside skal fungere både for brugeren og for organisationen bag hjemmesiden. Det stiller krav til indhold, design og den tekniske platform, som hjemmesiden er bygget på. Denne artikel giver dig et par tips til at vælge det rigtige CMS. 

Samtale

Hvilket CMS er det rigtige for jer?

Lad os starte med en lille begrebsafklaring. CMS står for Content Management System, og er det system, du bygger selve hjemmesiden i. I teorien kan man vælge at kode det hele fra bunden, men det er en tidskrævende affære og kræver teknisk snilde – og det er upraktisk i forhold til vedligeholdelse. 

Derfor bruger man et CMS, som man bygger sin hjemmeside op i. Her kan du trække færdige komponenter og selv bygge din side op, og så “oversætter” CMS’et dette til færdig, brugbar hjemmesidekode.

Det betyder dog ikke, at du helt kan undvære teknisk assistance. Det er en kompleks affære at bygge de grundlæggende moduler og sørge for, at alt passer med jeres design, uanset hvilken platform hjemmesiden vises på. Så vores klare anbefaling er, at du finder en god teknisk partner at bygge løsningen sammen med. 

Hvilke CMS-systemer findes der?

Ikke overraskende findes der en væld af CMS-systemer at vælge mellem. Kigger vi på hvilke systemer, de danske indsamlingsorganisationer bruger, tegner der sig dog et mønster. Tre CMS-systemer står for langt de fleste hjemmesider:

  1. WordPress
  2. Umbraco
  3. Drupal

Lad os derfor kort snakke om forskelle og ligheder på disse løsninger, så du har et udgangspunkt for jeres videre søgen. 

Kort om WordPress

WordPress er det mest populære CMS blandt danske NGO’er. Det er nemt at komme i gang med, og er velegnet både til mere simple hjemmesider og mellemstore websites. Har du meget komplekse krav, mange sider og mange brugere, kan WordPress blive udfordret.

WordPress er baseret på PHP, og består af en lang række plugins fra forskellige leverandører. Det gør det nemt at udvide og tilpasse funktionaliteten, og reducerer omkostningerne, når I skal udvide jeres hjemmeside. 

WordPress er ideelt til brugere uden dyb teknisk viden, men det kan også tilpasses og udvides af mere erfarne udviklere.

Kort om Umbraco

Umbraco er et danskudviklet open-source CMS, der primært fokuserer på at give brugervenlige værktøjer til at administrere jeres hjemmeside.

Det er bygget på Microsofts .NET-framework og skrevet i C#, hvilket gør det til et godt valg for udviklere. De fleste udviklere er også glade for Umbraco, fordi der er et stærkt udviklerfællesskab omkring det. 

På verdensplan er Umbraco ikke så stor en spiller som WordPress eller Drupal, men i de nordiske lande er Umbraco stærkt repræsenteret.

Umbraco er især velegnet til mellemstore websteder med brug for god indholdsadministration og tilpasningsmuligheder. Umbraco fungerer også fint, hvis du skal have flere sprogversioner af din hjemmeside.

Kort om Drupal

Drupal er et kraftfuldt og fleksibelt open-source CMS, der bruges til at bygge avancerede websteder og applikationer. Det er kendt for sin evne til at håndtere store og komplekse websteder med mange sider og brugerinteraktioner.

Drupal er baseret på PHP-programmeringssprog og kan udvides ved hjælp af tusindvis af tilgængelige moduler og temaer fra det store Drupal-fællesskab.

De avancerede muligheder i forhold til brugerstyring, kompleks struktur og udvidet databehandling stiller krav til udviklerne. Drupal kræver normalt mere teknisk ekspertise end WordPress eller Umbraco, og stiller også større krav til slutbrugeren. Du får flere muligheder, men indlæringskurven er stejlere end ved de to andre systemer. 

10 ting, du skal være opmærksom på, når du vælger nyt CMS til din hjemmeside

  1. Hver platform har sin egen prismodel, med forskellige elementer, der kan drive prisen op. Vær særligt opmærksom på hosting, løbende opdateringer, antal brugere og mængden af data (sider, billeder og lignende)

  2. Vurdér jeres behov for løbende udvidelser i forhold til jeres ressourcer. Hjemmesiden skal opdateres løbende for at søgemaskinerne gider linke til den, men mængden af opdateringer afhænger af jeres menneskelige ressourcer. Det vil dernæst påvirke, hvilket CMS I bør vælge. 

  3. Pas på med at binde jer til en ekstern partner. Design løsning og kontrakt på en måde, så I kan skifte partner uden at skulle skifte hele hjemmesiden ud. 

  4. Hvordan er balancen mellem brugervenlighed og tilpasningsmuligheder? Oftest er det sådan, at jo mere brugervenligt, jo mere låst er I i forhold til at tilpasse udseendet på de enkelte sider. Her skal I også vurdere behov i forhold til ressourcer, så I lægger niveauet rigtigt. 

  5. Hvilke integrationsmuligheder findes der? Kan I nemt integrere jeres betalingsløsning, formularer til nyhedsbrev og lignende?

  6. Hvilke muligheder for support findes der? Er løsningen dokumenteret? Findes der træningsvideoer eller andet, som kan hjælpe nye brugere på vej?

  7. Hvordan skal løsningen hostes? Er der sikkerhedsmæssige udfordringer i forhold til dette, hvis I vælger at gemme persondata fra fx formularer?

  8. Hvad siger andre organisationer om platformen? Indhent gerne referencer både på platform og udviklingspartner. Pas på med at vælge en platform, som ingen andre organisationer bruger. Løsningen kan være glimrende, men den ekstra læringskurve kommer til at koste på et tidspunkt.

  9. Hvordan passer platformen i forhold til jeres behov for brugerroller? Sørg for, at studentermedhjælpere og andre på fornuftig vis kan bidrage til den videre udvikling. En tommelfingerregel siger, at 60% af arbejdet med hjemmesiden ligger efter lancering.

  10. Test løsningen. Få gerne et par simple sider at arbejde med, så I kan få platformen ”under neglene”.
Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Hold dig opdateret

 Vil du have nyheder, inspiration og viden om digital fundraising direkte i din indbakke?
Så bliv en del af fundraisingholdet og modtag vores nyhedsbrev.
Du kan forvente nyt i indbakken en gang om måneden, og kan altid afmelde dig via link i mail. Vi målretter indholdet af nyhedsbrevet baseret på dit kundeforhold, email- og webadfærd og deltagelse i events. Læs mere i vores privatlivspolitik.

Hvor digitalt modne er I?

Hvilke løsninger bruger andre velgørende organisationer?
Det har vi undersøgt!

Få den digitale modenhedsanalyse og bliv klogere på, hvilke løsninger de andre bruger. Hvad udfordrer, når vi tager de digitale briller på?

Du tilmeldes samtidig vores nyhedsbrev, så du også fremover kan holde dig opdateret på de nyeste trends og tendenser inden for fundraising. 

Vi målretter indholdet af nyhedsbrevet baseret på dit kundeforhold, email- og webadfærd og deltagelse i events. Læs mere i vores
Privatlivspolitik