Ti måder, du kan fundraise via sms

Vil du gerne i gang med at fundraise via sms? Så kommer her ti forskellige måder, du kan bruge sms i dit fundraisingmix til at tiltrække og fastholde donor. 

OBS: Bruger du sms til at indsamle donationer, skal du først kontrollere, at jeres indsamlingstilladelse også gælder sms

Har du brug for en introduktion til sms-lingoen med keyword, shortcode osv? Den finder du her>

1. Tag imod donationer på sms – og få nye leads

Lad os starte med klassikeren, nemlig sms-donationer. Den simple version findes på annoncer gennem byen og på sociale medier, postkort og t-shirts. Budskabet er (og skal være) ligetil: Støt den gode sag ved at sende xx kroner til yy keyword på zz shortcode. Det er nemt for donor, som oftest har telefonen i armslængde. 

Som fundraiser er der flere ting, du skal være opmærksom på her. Først og fremmest skal du sikre dig, at keywordet er nemt at skrive uden fejl. Her ønsker vi ikke autokorrektur! Dernæst skal du sikre dig, at du får det optimale ud af din donation. Vælg en samarbejdspartner, som ikke tager gebyr for at håndtere donationen.

Endelig skal du huske at udnytte det lead, som en enkeltdonation også er. Følg op på donationen, så kan en enkelt donation på 20 kr blive til meget mere. 

Husk at overholde Rammeaftalen, når du sætter annoncen op. Der stilles krav til information, tekststørrelser mv.

fundraise via sms - facebook
fundraise via sms - gade

2. Bed om donationer fra eksisterende donorer

En variant af ovenstående er en anden klassiker, nemlig sms-appeller. Sms kan fint indgå i et samlet mix, når der skal sendes appeller til jeres eksisterende kontakter, sammen med annoncer på Facebook, e-mail appeller mv. 

Det er betydeligt billigere end appeller på brev, men vær opmærksom på, at der er et loft på hvor meget, du må bede om. Sørg for at segmentere din modtagergruppe, så du bruger sms-kanalen til dem, som oftest giver op til 350 kroner, og inkludér gerne dem, som ikke engagerer sig på e-mail.

Husk at teste budskaber, keywords og beløb!

3. Faste donationer på sms

Sms-medlemskaber er især populære hos lidt yngre målgrupper, hvor den enkle og hurtige tilmelding, få personoplysninger og enkle kommunikation tiltaler mange. Måske hjælper det også, at afmeldingen er så ligetil?

Unicef Livredder sms

Teknisk fungerer det sådan, at donationen trækkes med en såkaldt overtakseret sms. Du skal altså sende en sms hver gang, pengene skal trækkes. Det kan godt virke lidt nervepirrende – her minder vi jo donor om aftalen, hver gang. Men erfaringen er, at hvis man udnytter beskeden og løbende tilpasser den, så den fremstår relevant og nærværende, så er denne kanal en af dem med rigtig god fastholdelse.

Brug også denne form for fundraising til leadgenerering. Du kan dels vælge at sætte den faste støtte lidt lavere og/eller sætte den til at udløbe efter en bestemt periode. Du kan altså godt oprette et sms-flow, hvor man giver f.eks. 10 kroner om dagen i december.

4. Notifikationer

Gik der noget galt med betalingen? Mangler I en e-mail for at kunne invitere til et arrangement? Her er sms oplagt, fordi den rammer ned i essensen af det, vi allerede bruger sms til privat. Brug gerne keyword til at opsamle korrekt information (f.eks. svar NAVN + [dit navn]), da mange med rette kan være nervøse ved at klikke på links i sms-beskeder, de ikke selv har initieret. 

5. Servicebeskeder

Fordi mobilen altid er lige ved hånden, kan den med fordel bruges til rene servicebeskeder. Tænk i fundraisings svar på “din pakke er på vej” – f.eks. hvor indsamlingsbøtten skal hentes, en reminder på dagens arrangement, eller åbningstider på telefonen henover ferien. Husk, at sms’en er et ret intimt medie, så brug denne form for servicebeskeder til dem, du allerede har en god relation til. Så får du fuld effekt af beskeden.

6. Personlig tak

Flere og flere organisationer bruger sms som kanal til den personlige takkebesked. Og hvor er det effektivt, når en beskeden om en afsendt hjælpepakke, et nyt stykke skov eller en ny skoletaske tikker ind. Man bliver så glad!

Vil du gøre det ekstra effektivt, så tænk i at gøre beskeden så delbar som muligt. Forstået som, at hvis tekst og timing er rigtig, så vil modtager dele den gode nyhed mundtligt med sin kollega, nabo eller andre – og måske være med til at skaffe nye støtter. 

7. Underskriftsindsamlinger

En anden fundraisingklassiker er sms-underskriften. Siden Amnestys Lifeline-koncept engagerede knap en kvart million danskere har sms-underskrifter været en fast del af fundraisingværktøjskassen. Måske så fast, at for mange organisationer har brugt det? 

Vores anbefaling er at bruge underskriftsindsamling der, hvor det giver mening. Overvej, om en underskrift, en donation eller andet engagement er bedste vej til målet.

Find den rigtige målgruppe – modtager skal helst ikke blive overrasket. Arbejd grundigt med formuleringer og timing, for de kan gøre en meget stor forskel for antallet underskrifter. 

I dag er Amnestys Lifeline-koncept en kombination af e-mail og sms, og dén model kan fint kopieres. Her kan man vælge at sende e-mailen først, og bruge sms som reminder efterfølgende.

Dén kombination er stærk og effektiv, men kræver et godt samarbejde i kommunikation/fundraising. 

Amnesty Lifeline

8. Nye leads – uden donationer

Ko quiz - Dyrenes Beskyttelse

SMS [godt keyword] til [fed shortcode] er enkelt og genkendeligt, og dermed smart til alt, hvor du kan vække brugerens nysgerrighed. Det behøver ikke være til underskrifter, men kan også være til quizzer, informationssider, tilmelding med mulighed for ekstra information osv. Alle de situationer, hvor du har brug for at kommunikere lidt mere, end der er plads til.

Vi er vilde med Dyrenes Beskyttelses’ brug af mælkekartonen, hvor sms danner naturlig bro mellem karton og quiz. Her ville en hjemmeside-url i teorien godt kunne bruges, men sms’en gør det både lettere og sjovere. Lidt gamification skader aldrig!

En variant af ovenstående bliver brugt af flere og flere organisationer. Her bliver det brugt til direkte medlemshvervning: Kunne du tænke dig at høre mere om medlemskab, så skriv xx til yy. Her kan svaret elegant følges op med muligheden for at lade donor selv bestemme et tidspunkt (mellem kl 14 og 16 f.eks) for kaldet.

Virker det? Ja, for nogle organisationer er dette en fin hvervemetode.

9. Sms til hjemmesiden

En anden mulighed er at guide donor ind til hjemmesiden via en sms. Brobyggerne er nærmest synonyme med denne metode, hvor BRO til 1217 returnerer en sms, som beskriver de forskellige støttemuligheder og giver link direkte til hjemmesiden. Keywordet er nemt at kommunikere, både for organisationen og dens medlemmer, som dermed kan bidrage til medlemsvæksten. 

For brugerne er det ikke utrygt at klikke på links i sms’en her, fordi de selv har initieret samtalen. For organisationen er der den ekstra bonus, at de nemt kan følge op på alle leads, som endnu ikke har tilmeldt sig. 

Nysgerrig på denne metode? Jamen så må du igang med at sms’e BRO til 1217!

10. Test af budskaber

Sidst men ikke mindst kan sms’en være dit hemmelige våben i jagten på den perfekte kampagne. Flere og flere organisationer bruger sms i begyndelsen af kampagnen, hvor de tester budskaber, keywords og beløb til små målgrupper. Fordi næsten alle sms’er læses indenfor det første kvarter efter modtagelse, er dette en hurtig og præcis måde at teste ting af på.

Så inden du sender en stor pose penge efter Facebook annoncer, trykker send på 50.000+ modtagere eller trykker en masse fysiske annoncer, kan du med fordel teste tingene af på sms. 

Metoden er nemmest, hvis du ejer din egen shortcode. Her har du fri leg mellem keywords. Men metoden kan også sagtens bruges, selvom du er med på et dele keyword. Udnyt subkeywords (de koster ikke ekstra) og sæt tid af til at tygge data grundigt mellem hver test. 

Med OnlineFundraising har du adgang til både sms push (udsendelser) og sms pull (indgående beskeder) ud af boksen. Det eneste, du skal sikre dig, er at I har en indsamlingstilladelse til sms. Det kan du blive klogere på her >

Har du brug for hjælp til at komme igang? Så kontakt os >

Kender du en, der bør læse denne artikel?

Del på LinkedIn
Send den i en e-mail

Hold dig opdateret

 Vil du have nyheder, inspiration og viden om digital fundraising direkte i din indbakke?
Så bliv en del af fundraisingholdet og modtag vores nyhedsbrev. 

Du kan forvente nyt i indbakken en gang om måneden, og du kan altid afmelde dig via link i mail. Vi målretter indholdet af nyhedsbrevet baseret på dit kundeforhold, email- og webadfærd og deltagelse i events. Læs mere i vores privatlivspolitik.

Hvor digitalt modne er I?

Hvilke løsninger bruger andre velgørende organisationer?
Det har vi undersøgt!

Få den digitale modenhedsanalyse og bliv klogere på, hvilke løsninger de andre bruger. Hvad udfordrer, når vi tager de digitale briller på?

Du tilmeldes samtidig vores nyhedsbrev, så du også fremover kan holde dig opdateret på de nyeste trends og tendenser inden for fundraising. 

Vi målretter indholdet af nyhedsbrevet baseret på dit kundeforhold, email- og webadfærd og deltagelse i events. Læs mere i vores
Privatlivspolitik